Forleden dag så jeg en film på Netflix. Det var en tyrkisk produceret film. Lidt kedelig til at begynde med. Men efter 3 minutters tålmodighed var jeg fuldstændig grebet. Filmen handlede om en ung pige. Utroligt intelligent, men fuldstændig uden uddannelse ud over grundskolens algebra og koranlæsning. Hun og hendes familie var migreret ind til en storby fra en lille bjerglandsby, hvor de lever af at holde får.
I storbyen
Filmen viser, hvordan hun lærer at leve i en storby. Den viser, hvor store problemer hun har, fordi hun føler sig mindreværdig overfor alle andre mennesker, fordi hun ikke har en uddannelse. Den viser også, hvor stærk pigen er. Hun beslutter sig, nemlig for at gå i terapi hos en terapeut. Her viser filmen så nogle sessioner, hun har sammen med terapeuten. Den viser også, hvor meget, terapeuten lider under sessionerne, fordi hun tror, at afstanden mellem dem er for stor. Terapeuten mener – med andre ord – at hun ikke har kapacitet til at hjælpe den unge pige. Det viser sig så sidenhen, at det har hun. Men terapeuten går selv i terapi, fordi hun skal have hjælp til at bearbejde det følelsesmæssige stress, hun bliver kastet ud i, når hun har en session med sin patient.
Min psykoterapeut i København
Det er en meget interessant problemstilling. Og jeg tænker ofte på mig selv, dengang jeg gik i psykoterapi i København hos Gitte. Faktisk så kan jeg godt forestille mig, at min psykoterapeut har haft de samme problemer ligesom hende i filmen. Jeg kommer jo fra en landmandsfamilie. Min far er kvægavler. Kødkvæg. Lidt det samme som fårehyrderne derovre på højsletten i Tyrkiet. Han havde bare lidt flere penge og bedre adgang til ny teknologi. Men essensen er den samme: Bonde. Med den stolthed og de komplekser det giver. Og de elementer tog jeg jo med mig til København, da jeg flyttede herover for at studere.
Går terapeuter i terapi?
Jeg tænker på, om min terapeut selv måtte i terapi, fordi jeg spurgte en masse spørgsmål og havde tilgange til, hvordan man opfører sig overfor hinanden, som man bare ikke har her i byen. Jeg ved faktisk ikke, om hun gik i terapi på det tidspunkt. Men jeg er ret sikker på, at hun måtte i terapi efter at have behandlet mig. Jeg kunne jo godt se, at hun led, når jeg beskrev ensomheden og vinden. Det er ikke nemt at vokse op på landet, når man er en livlig ung pige på 14. Og slet ikke i et lille samfund, som den flække er, hvor min fars gård ligger. Der var ikke nogen jævnaldrende kammerater at drømme om fremtiden sammen med. Der var kun pligter og hårdt arbejde i staldene. Ok. Der var også glæden ved at mærke naturen. Lytte til insekterne eller dufte til blomsterne.
Min terapeut hjalp mig igennem en meget svær periode i mit liv. Hun må have givet sig selv 110% for at klare det. Jeg har i dag hende at takke for, at jeg fungerer godt i mine omgivelser her i byen. Jeg har en god uddannelse. Et velbetalt job. En lille familie.