Robotter er ikke længere forbeholdt fabrikshaller og science fiction-film. De er rykket ind i dagligstuen, op på vindueskarmen og ned i favnen på mennesker, der har brug for dem. Og de gør en forskel, som de færreste havde forestillet sig for bare ti år siden.
To helt forskellige slags robotter – samme mål
Når vi taler om robotter i hjemmet, er det vigtigt at skelne mellem to fundamentalt forskellige kategorier. Den ene er de praktiske robotter, der overtager fysiske opgaver, som beboeren ikke selv kan klare. Den anden er de sociale og terapeutiske robotter, der arbejder med noget langt mere uhåndgribeligt: følelser, tryghed og menneskelig kontakt.
Fælles for dem er, at de giver mennesker med nedsat funktionsevne mulighed for at bevare selvstændighed og livskvalitet. Men de gør det på vidt forskellige måder, og begge typer fortjener opmærksomhed.
Når robotten tager de tunge opgaver
En vinduespudserrobot lyder måske som luksus. Men for en 78-årig kvinde med gigt i hænderne, som bor alene i en lejlighed på tredje sal, er det noget ganske andet. Det er forskellen mellem selv at kunne holde sit hjem præsentabelt og at skulle bede om hjælp – eller leve med snavsede vinduer.
Vinduespudserrobotten Hobot 2S er et godt eksempel på, hvor langt den praktiske robotteknologi er nået. Den suger sig fast på glasoverfladen, navigerer selv via AI-teknologi og lasersensorer, og den rengør et vindue på under tre minutter pr. kvadratmeter. Den har indbygget nødstrømforsyning, så den ikke falder ned ved strømsvigt, og den kan styres via en app – også indefra, mens robotten arbejder på ydersiden af ruden.
Det er ikke raketvidenskab. Men det er præcis den type teknologi, der gør det muligt for ældre og mennesker med fysiske begrænsninger at klare sig selv i hverdagen. Og det er i bund og grund det, robotdyr til demente og ældre og praktiske robotter har til fælles: de udvider rammerne for, hvad man kan selv.
I køkkenet finder vi en anden type praktisk robot. En spiserobot som iEAT hjælper mennesker med tremor eller nedsat armfunktion med at spise selvstændigt. Det lyder måske som en detalje, men prøv at forestille dig, at du ikke kan føre en gaffel op til din egen mund. At du skal have hjælp – hver eneste dag, ved hvert eneste måltid. En spiserobot giver den frihed tilbage, stille og roligt, uden at gøre et nummer ud af det.
Robotdyr: terapi med pels og sensorer
Og så er der den helt anden verden. Den, der handler om følelser, kontakt og nærvær. For det er præcis, hvad robotdyr leverer til mennesker med demens og andre kognitive funktionsnedsættelser.
Hvorfor en robot og ikke et rigtigt dyr?
Det er et rimeligt spørgsmål. Forskningen er klar på, at kontakt med levende dyr har dokumenteret positiv effekt på både psykisk og fysisk sundhed. Problemet er bare, at de fleste plejecentre og institutioner ikke kan holde levende dyr. Hygiejne, allergi, ansvar for pasning og risiko for bid eller kradser gør det upraktisk i mange sammenhænge.
Et robotdyr derimod kræver hverken mad, lufteture eller dyrlægebesøg. Det bider ikke, det kradser ikke, og det forlader ikke beboeren, når det keder sig. Det kan slukkes, når det ikke er i brug, og det kan deles mellem flere beboere. Men når det er tændt, reagerer det på berøring og stemmer – og for den person, der sidder med det i favnen, føles det ægte.
PARO – sælrobotten der ændrede spillet
PARO er nok det mest kendte robotdyr i dansk ældrepleje. Den ligner en babysæl med store, mørke øjne og blød pels, og den har været i brug i Danmark siden 2008-2009. Gloria Mundi Care overtog salget fra Teknologisk Institut i 2013 og har siden leveret PARO til utallige institutioner og private hjem.
Det, der adskiller PARO fra andre robotdyr, er mængden af sensorer. Den registrerer berøring, lyd, lys, temperatur og position. Den vender hovedet væk med et lille lyd, når man rører ved dens knurhår. Den reagerer på sit navn. Den lærer over tid, hvilken adfærd der udløser positive reaktioner fra sin bruger, og tilpasser sig derefter.
For mennesker med fremskreden demens, som det kan være næsten umuligt at nå ind til med ord, kan PARO skabe en kontakt, der ellers ikke ville opstå. Undersøgelser har vist, at interaktion med robotdyr kan reducere stress og uro, øge social interaktion og forbedre humøret. Det er ikke magi – det er teknologi designet med dyb forståelse for menneskelige behov.
Katte, hunde og fugle med en mission
PARO er ikke det eneste robotdyr på markedet. Interaktive robotkatte, der spinder og reagerer på kærtegn, robothunde med realistiske bevægelser og robotfugle med en ganske særlig funktion – de supplerer alle PARO på hver deres måde.
Robotfuglene er et interessant eksempel. De kan fastgøres på en rollator eller et gangstativ med velcro, og når brugeren bevæger sig, registrerer fuglens sensorer rystelserne. Stopper brugeren med at gå, begynder fuglen at fløjte opmuntrende små lyde for at motivere til videre bevægelse. Det er et simpelt, men genialt nudge-princip, der kombinerer selskab med genoptræning.
For plejepersonalet er robotdyrene desuden et værdifuldt redskab i situationer, der ellers kan være vanskelige. En plejesituation, der føles utryg for en dement beboer, kan afhjælpes ved at lade personen holde et robotdyr tæt mod brystet under forflytning eller personlig pleje. Dyret fungerer som en beroligende anker i en verden, der kan føles kaotisk og uforudsigelig.
Modstanden der blev til begejstring
Der har været – og er stadig – kritiske røster, når det gælder robotdyr. Er det ikke nedværdigende at give et voksent menneske et tøjdyr? Er det ikke en erstatning for ægte menneskelig kontakt?
Det er relevante spørgsmål. Og svaret fra de fagfolk, der arbejder med teknologierne i praksis, er overraskende entydigt: nej, det er det ikke. Et robotdyr erstatter ikke menneskelig omsorg. Det supplerer den. Det giver plejepersonalet et ekstra redskab, og det giver beboeren en oplevelse af nærvær og omsorg, som der ikke altid er tid til i en presset hverdag.
På mange plejehjem bruges robotdyrene også aktivt af pårørende under besøg. Dyret bliver et fælles tredjepunkt, noget at tale om og samles om, når samtalen ellers er svær. Det kan lyde som en lille ting, men for familier, der oplever, at deres mor eller far glider længere og længere væk, kan det betyde alt. Det er reelt en revolution i hjælpemidler!
Robotten som medspiller, ikke erstatning
Det afgørende perspektiv er dette: hverken vinduespudserrobotten, spiserobotten eller sælrobotten PARO er tænkt som erstatninger for mennesker. De er redskaber, der gør det muligt for mennesker at klare mere selv – og som frigør tid og ressourcer til den omsorg, der kræver varme hænder.
I en tid, hvor ældreplejen mangler medarbejdere, og hvor antallet af ældre borgere stiger år for år, er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi skal bruge robotter i plejen. Det er et spørgsmål om, hvordan vi gør det klogt, værdigt og med respekt for det enkelte menneske.
Og på det punkt er udviklingen de seneste år ganske opmuntrende. Robotterne bliver bedre, mere intuitive og mere tilpasset de mennesker, de skal hjælpe. Spørgsmålet er ikke, om robotten kan erstatte et menneske. Det kan den ikke. Spørgsmålet er, om den kan give et menneske lidt mere frihed, lidt mere værdighed, lidt mere livskvalitet. Og det kan den allerede i dag.