Forskellen mellem velstand og velfærdsydelser bliver større og større. Procentdelen af danskere på overførselsindkomst er steget markant de seneste år, og den demografiske udvikling vil kun understøtte denne uheldige tendens. En tendens der splitter befolkningen i vindere og tabere. En tendens der øger forskellen mellem “Wall Street” og “Main Street”.
Årsagerne er mange og løsningerne ligeså. Og i Danmark er situationen knap så håbløs som når vi ser over Atlanten og de problemer USA kæmper med disse dage. Udgangspunktet er dog det samme i begge lande.
Hvor er jobskabelsen sket?
Jobskabelsen de seneste år er hovedsageligt sket i sektorer der kan samles under betegnelsen “ikke handelsegnede”. Dermed menes varer og ydelser der produceres til hjemmemarkedet. Hertil hører sundhed, ældrepleje, undervisning, børnepasning og diverse lignende velfærdsydelser. Og som sagt er det hovedsageligt inden for disse erhverv at jobskabelsen er sket.
Det står i skarp kontrast til de “handelsegnede” sektorer – de industrier hvor Danmark konkurrerer på verdensmarkedet: medicin, shipping, vindmøller, maskiner og software. Her har automatisering og effektiviseringsgevinster betydet færre arbejdspladser, men markant højere produktivitet pr. medarbejder.
Produktivitetsparadokset
Problemet er at det især er i de ikke-handelsegnede sektorer – dem med mest jobskabelse – der er oplevet mindst produktivitetstilvækst. Sagt på en anden måde: hvor den værdi en medarbejder tilføjer BNP pr. time er steget enormt inden for erhverv der hører ind under “de handelbare erhverv”, har denne udvikling været knap så storslående når vi ser på de “ikke handelsegnede” sektorer. Det skyldes blandt andet at disse jobs – sygepleje, ældrepleje, undervisning – er svære at automatisere. De kræver menneskelig kontakt og opmærksomhed.
Statistisk kan vi observere, at udviklingen i lønningerne følges godt ad med udviklingen i værdiskabelsen. Og når denne ikke stiger, stiger lønnen heller ikke. Det er økonomiens grundlov: løn afspejler produktivitet.
Amerikanske og danske veje
Her adskiller USA sig fra Danmark. For hvor amerikanerne valgte at lade denne regel gælde fuldstændig, sørgede de stærke fagbevægelser i Danmark for fortsatte lønstigninger uden tilsvarende produktivitetsfremgang. Disse lønstigninger har stille og roligt udhulet Danmarks konkurrenceevne, især inden for ikke-handelsegnede sektorer. I USA derimod gik nedgangen ud over den private købekraft: reallønner for ufaglærte og lavtlønnet arbejdskraft stagnerede eller faldt.
Resultatet er en parallel udvikling: de veluddannede – især inden for handlebare sektorer – har fået flere muligheder, højere løn og stigende velstand. Samtidigt bliver den mindre veluddannede del af befolkningen mere og mere hægtet af, så forskellen mellem rig og fattig vokser i begge lande, blot gennem forskellige mekanismer.
Mangler politikerne forståelse?
Måske vi alle burde prøve at forstå hinanden. For hvordan tænker en vinduespudser i København og hvordan opfatter en rengøringsmand udviklingen? Forstår tidens politikere hvad der foregår i hovedet på en der gør rent og en der vasker vinduer? Og kan en politiker der ikke forstår befolkningens udfordringer til fulde bidrage med løsninger til at løse disse?
Det er nemlig ikke blot et økonomisk problem at en gruppe af befolkningen oplever stagnerende indkomst og svindende muligheder. Det er et politisk spørgsmål: hvordan fastholdes kohæsionen i et demokrati når der opstår et voksende kløft mellem dem der lever af at sælge arbejdskraft i ikke-handelsegnede sektorer og dem hvis indtægter drives af kapitalafkast og gevinster fra de handelbare sektorer?
En konkret udfordring
Undertegnede anbefaler at 50% af Folketinget går ind på Få Det Gjorts side om rengøring og prøver en uge som rengøringsassistent. De resterende 50% bør tjekke selvsamme hjemmesides kategori om vinduespolering og prøve lykken som her. Ikke for at fornedre eller pointere, men for at få en egentlig forståelse af arbejdsvilkårene, tempoet, den fysiske belastning og karrieremulighederne – eller mangelen på samme.
Måske ville sådan en erfaring skabe den forståelse der kræves for at udvikle løsninger, der rent faktisk kan motivere mennesker og bryde dem ud af den dødsspiral, som både uligheden og manglende karriereveje udgør – en spiral der river hele Danmarks konkurrenceevne og økonomi med ned.
Flyver vi mod uvejret uden instrumenter?
Men er alt håbet svundet væk? Er landets situation som den Kennedy oplevede? At styre et fly gennem tåge om natten. Ikke kunne se horisonten. Stille og roligt ryge ind i en spiral. En spiral hvor hastigheden og faldet stiger eksponentielt. Farten stiger – men cirklerne er stadig for store til at suset føles i maven. Alt virker rigtigt. Kennedy havde aldrig fløjet efter instrumenter. For når solen skinner – hvorfor så bruge et instrument til at se verden?
Er det den samme situation landet befinder sig i? Lader vi os også styre af at kunne se solen, i stedet for at følge data om løn, produktivitet, ulighed og karrieremuligheder? Ender vi lige som Kennedy med først at se tragedien når det er for sent? Når et forsøg på at afværge katastrofen brækker vingen på os? Har vi også i de gode år mistet evnen at styre efter instrumenter?