Det trækker da vist op til en gedigen gang stormvejr, sagde jeg til min kone om aftenen for nogle dage siden. Nå, det har jeg da ikke hørt om i nogen vejrudsigt, var hendes svar, så jeg foreslog hende at kigge hen på vores nye vejrstation, som var en af gaverne til vores kobberbryllup for et par uger siden.
Det er en temmelig avanceret vejrstation, der måler stort set alle klimatiske faktorer. Og selvfølgelig måler den også lufttrykket, som lige den aften viste et voldsomt fald med et barsk lavtryk i sigte. Vi besluttede at tænde for fjernsynet for at kigge med på vejrudsigten i den nyhedsudsendelse, som var lige på trapperne. Og ganske rigtigt: Vi kunne vente os en hård storm med vindstød af orkanstyrke tidligt den næste dag.
Nu bor vi ikke tæt på kysten, så vi plejer ikke at blive særlig voldsomt ramt af stormvejr, men jeg skyndte mig nu alligevel ud på terrassen for at sikre mig, at vores parasol var lagt ned, og at dækkenet på vores store Weber grill sad ordentligt fast. Begge dele var i orden, så jeg kunne nok ikke gøre meget andet end at gå ind igen og vente på stormen.
Og den kom også tidligt næste morgen. Vi vågnede begge to ved larmen fra de hårde vindstød, som fik forskellige ting til at flyve rundt i luften og fik træerne i vores have til at knage faretruende. Vi valgte at stå op, og min kone kiggede ind til Jonas, vores søn på otte år, for at se, om han også var vågnet ved larmen. Det var han ikke, for han har et godt sovehjerte, og det var lørdag, så han skulle ikke i skole.
Jeg gik ned i køkkenet og satte kaffe over. Tænkte nok lidt spøgefuldt på, at vi har et begreb, der hedder tordenkaffe, men jeg har vist aldrig hørt nogen bruge ordet stormkaffe. Det ville da ellers være naturligt nok, for i tidligere tider stod man op om natten for at holde øje med, at lyn ikke slog ned i nogle af avlsbygningerne på gården, og så underholdt man sig med en kop kaffe for at holde sig vågen.
Man kunne da lige så godt have samme behov for overvågning, når en stor rasede, for den kunne vel ligesom i dag sagtens rive et tag af en bygning. Nå, tænkte jeg, de havde nok ikke så voldsomme storme den gang. Det er også de klimaændringers skyld!
Mens jeg stod ved kaffemaskinen i mine egne tanker, lød der pludselig et ildevarslende brag ude fra vores indkørsel. Jeg for hen til vinduet og kunne konstatere, at vores nabos trampolin lå forvredet og sammenkrøllet i indkørslen. Jeg kunne også se, at den på vejen havde ramt de to lampestandere ved ydersiden af indkørslen, som udgør vores udendørs belysning, så vi kan finde rundt i indkørsel og carport.
Og for at det ikke skulle være løgn, havde den forbandede trampolin også pløjet vores postkasse, som jeg for bare en uge siden havde sat op på et nyt stativ, ned.
Jeg håber, naboen har en ordentlig forsikring, tænkte jeg i mit stille sind.