Jeg ved ikke, om du kan huske dine bedsteforældres hjem. Jeg kan huske min farfars og farmors hjem. Det var meget gammeldags. Det var stort. Der var koldt. Og der var massevis af nipsgenstande på reoler og hylder. Der var også en dørkarm med mærker ridset ind i. Det var sådan en højdemåler. Der blev skrevet dato og navn ud for hvert eneste mærke i dørkarmen, så vi kunne se, hvor meget vi voksede fra år til år. Der var navne på mig og mine søskende og alle mine fætre og kusiner.
Findes det i dag?
Jeg tror ikke, at der findes sådan en dørkarm i et eneste, moderne hjem i dag. Eller måske er der noget, jeg ikke ved. Der var også en stor og dejlig have i mine bedsteforældres hjem. De havde altid mindst to hængekøjer hængt op i den. De var bundet op på nogle fantastiske klatretræer. Det var vidunderligt at besøge dem hver sommer. De boede på Fyn. Vi boede på Sjælland, så det var ikke så tit, at vi kom hos dem.
Deres hus var meget stort. Et perfekt sted til at lege med kusinerne og fætrene. Vi havde hele tre sale at boltre os på. De havde også flere stuer. En af stuerne var indrettet som kontor. Det var der, min farfar sad og ordnede al sin korrespondance. En anden var indrettet som te-rum. Det var der, vi skulle møde op og få tjekket, om vi havde rene negle, inden vi fik eftermiddagste. Det var også i det rum, vi lærte at lægge kabaler sammen med min bedstemor.
Fugtighedsmåler
Det rum, der dog var mest imponerende, var spisestuen. Mine bedsteforældre havde et kæmpestort spisebord, og hver gang vi skulle spise til middag, var der altid dækket op med flot stel og stearinlys. Deres hund havde lært, at spisestuen var forbudt område for den. Så den sad altid der i dørkarmen og kiggede på os, imens vi spiste. Den hund hoppede af glæde, når kokkepigen bar tallerknerne ud i køkkenet. Og vi hoppede af glæde, når vi fik lov til at gå fra bords. Jeg kan huske, at på dørkarmen til det rum, som sikkert har huset utroligt mange dyre middage for fine folk, hang der tre ure: Et var en temperaturmåler, et andet var en fugtighedsmåler, og det tredje var bare et almindeligt ur, der viste, hvad klokken var.
Farfar tjekkede altid
Min farfar tjekkede altid urene af. Stemte de ikke med, hvad han følte, fik de sådan et lille bank på kapslen. Og reagerede de ikke, ja, så åbnede han kapslen og regulerede viserne på urene. Det var ret sjovt. Lidt uforståeligt. Hvorfor skal man tjekke fugtigheden hver dag. Eller var det bare en vane, han havde udviklet? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg kan stadig blive helt varm om hjertet, når jeg tænker på, at de to gamle mennesker har givet os så meget. De har givet os minder, vi kan tale om. Vi kan grine af dem. Og vi har mange små hemmeligheder fra deres hus, som vi kan fortælle hinanden – i dag, hvor vi er voksne.